.:Avl og sygdomme:.

Ved sygdom : 

Klik på disse links :

Netdyredoktoren
Sygdomsleksikon
Uheld og ulykker

Avl :

Selektionen - udvælgelsen af avlsdyr - er baggrunden for al hundeavl. Målet er, 
at næste generation skal være endnu bedre end den foregående. Der er mange 
parametre at tage hensyn til ved udvælgelsen. Ofte ønsker man at forbedre 
specielle egenskaber, f.eks. evnen til at fungere som jagt-, hyrde- eller 
vagthund. Samtidig er sundhed en forudsætning for, at hunden kan fungere 
som menneskets hjælper. Endelig er der hundens udseende - dens eksteriør 
som findes beskrevet i racestandarden.

Jo flere forskellige parametre man lægger til grund for sin udvælgelse af 
avlsdyr, jo længere tid vil der gå, før resultatet kan ses. Dvs. det tager ikke så 
lang tid at gøre en race f.eks. mere langbenet. Det tager
derimod lang tid, hvis man gerne vil gøre racen langbenet -men samtidig også 
vil have sunde hunde med godt temperament og i øvrigt korrekt eksteriør.

Det kan være let at falde for fristelsen , og udelukkende selektere(vælge) for 
en egenskab, men derved går helheden tabt. Målet er derfor at prioritere de 
parametre, man anser for vigtigst i hver enkelt race, og arbejde efter dem.

Heritabilitet (Arvelighed)

En forudsætning for succes er naturligvis, at de egenskaber man 
selekterer(vælger) for, virkelig er arvelige, og ikke et udslag af forskellige 
miljøpåvirkninger, træningsmetoder el.lign. 
Der findes et mål for, i hvor høj grad en polygen egenskab er arvelig nemlig 
heritabiliteten. Den angives som et tal mellem 0 og 1 (eller mellem 0 og 
lO0%).
Heritabiliteten er et udtryk for, hvor meget af den fænotypiske (individets 
egenskaber) variation der skyldes arv. Værdier over O,5 betragtes som 
værende høje.
En høj heritabilitet afspejler, at egenskaben er underlagt genetisk kontrol i 
større udstrækning end miljømæssig kontrol. Heritabiliteten kan bruges som 
rettesnor, men der kan være problemer forbundet med at fastsætte den 
præcise værdi for alle egenskaber.

Generelt vil det dog være lettere, via selektion, at ændre på egenskaber med 
høj heritabilitet end på egenskaber med lav heritabilitet.

Indavl/linieavl 

Betegnelsen indavl defineres som: "avl mellem individder, der er tættere 
beslægtet end racens gennemsnit". Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde 
med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.

Definitionen på linieavl er:"Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet 
bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane". Ofte drejer det sig om en 
hanhund, men der kan også drives linieavl på tæver.

Graden af slægtskab mellem forskellige individder angives som regel i procent. 
Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene 
hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50% 
fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos 
afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50%.

Graden af slægtskab bruges til beregning af indavlsgraden. Beregningen vil 
ikke blive gennemgået her, da det hurtigt bliver temmelig kompliceret.

Man kan vælge at opstille retningslinier for, hvor høj grad af indavl man vil 
acceptere indenfor en given race. Som hovedregel bør man ikke parre tættere 
end fætter/ kusine (forøgelse af indavlsgraden på 6,25%).

Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte 
egenskaber i racen.

Ved en parring mellem beslægtede individder har opdrætteren nemlig ofte 
større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af, at antallet af 
forskellige gener reduceres - dvs. en del af den genetiske variation går tabt.

Når man parrer nært beslægtede individder, stiger sandsynligheden nemlig for, 
at afkommet modtager den samme allel (=arveanlæg der sidder på samme 
pladser på komosomer) fra både sin far og sin mor. Dvs. afkommet bliver 
homozygotisk (at de to alleller (medlemmer) i et kromosompar er ens)for en 
lang række egenskaber.

Alle individder indeholder et vist antal defekte gener, der kan videregive 
uheldige egenskaber, f.eks. sygdom. Defektgener er ofte recessive, dvs. de 
bliver først synlige, når et individ får dem i dobbelt dosis - altså et fra faderen 
og et fra moderen. 
Hvis faderen og moderen er i familie med hinanden, er sandsynligheden for at 
de bærer samme gener større.

Indavl skaber ikke defektgener, det bringer dem bare frem i lyset, hvis de 
allerede er skjult tilstede i populationen(forældredyrene).

Det skal her pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere!
Forudsætningen for at have succes, er at man virkelig kender sit 
avlsmateriale. Det er vigtigt at man kender individdernes baggrund - deres 
fordele, og ikke mindst deres ulemper. Det man ønsker er jo at fordoble de 
positive egenskaber. Det man risikerer er imidlertid, at også de negative 
egenskaber fordobles, med uoverskuelige følger for
sundhed og temperament. Derfor må man spørge: Er det f.eks. risikoen for 
sygdom værd at forsøge at stabilisere en korrekt ørestilling via indavl ?

Længere tids indavl vil desuden medføre en såkaldt "indavlsdepression", der 
betyder at frugtbarhed og livskraft nedsættes. Der ses flere tomme tæver, 
færre hvalpe i kuldene, større hvalpedødelighed og nedsat sædkvalitet hos 
hanhundene.

Kompensations-avl 

Kompensations-avl er parring af individder, der skal kompensere for hinandens 
"fejl og mangler".

Hvis tæven har en fejl, kan man undgå denne hos hvalpene ved at parre med 
en hanhund, som kan rette op på fejlen. Ideelt set skal hanhunden komme fra 
en linie, der er kendt for at forbedre netop den fejl tæven har. Systemet er i 
princippet simpelt, men det kræver et vist kendskab til racens avlshunde hos 
opdrætteren - eller avlsvejlederen. Det er absolut nødvendigt at bruge en 
korrekt han, og ikke en der afviger i den modsatte retning! Hvis din tæve har 
stejle vinkler, så brug en korrekt vinklet han - ikke en overvinklet.


Matadoravl 

Matadoravl beskriver det fænomen, at en enkelt eller nogle få hanhunde 
pludseligt bliver meget populære, og derfor bruges til en uforholdsmæssig stor 
del af tæverne. Hvis en hanhund i en periode parrer en meget stor del af 
racens hunhunde, bliver næste generation alle mere eller mindre beslægtede, 
og indavl næsten uundgåelig. Især inden for små racer kan dette være et 
alvorligt problem. Det er god avlspolitik at bruge racens bedste individder mest 
muligt, men det er også vigtigt at bevare den genetiske mangfoldighed.

Genetikeren Per-Erik Sundgren anbefaler følgende tommelfingerregel: En 
hanhund bør, gennem hele sin levetid, ikke blive far til mere end 25% af det 
gennemsnitlige antal hvalpe registreret årligt. Antallet af børnebørn efter en 
hanhund bør ikke overstige 50% af det årlige antal registrerede hvalpe..

I Danmark findes der mange racer, der årligt registrerer ca. 200 hvalpe. I disse 
racer bør ingen hanhund altså blive far til mere end 50 hvalpe, hvis 
ovenstående anbefaling skal følges. Hvis der kommer ca 5 hvalpe pr. kuld 
svarer det til 10 kuld i hele hanhundens karriere! 
Den aktuelle hanhund bør ifølge reglen heller ikke have flere end 100 
børnebørn.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det ikke er fordi de hanhunde, 
der bruges meget, ikke er gode nok. Tværtimod drejer det sig ofte om 
fremragende hunde. Målet med reglen er derimod:

At bevare den genetiske variation
At undgå reduktion af den effektive populationsstørrelse
At undgå flaskehalse

Selvom ovenstående anbefaling umiddelbart lyder lidt drastisk, kan den være 
god at have i baghovedet, især når man arbejder med meget små racer.

I artiklen "Avl i små populationer"(5) anbefaler Frode Lingås en regel hvor en 
hanhund ikke bør være far til mere end 5 % af samtlige hvalpe født i hans egen 
generation. En hunde-generation svarer cirka til 4 - 5
år, så resultatet bliver nogenlunde det samme, uanset hvilken en af 
anbefalingerne man følger.

Effektiv populations-størrelse

Rent genetisk opnås den største mangfoldighed, hvis man bruger lige mange 
hanner og tæver til avl. Gør man det, vil den effektive population være lig med 
det faktiske antal dyr i avlen. 

De fleste hunderacer benytter imidlertid langt færre hanner end tæver i avlen. 
Set ud fra et selektionshensyn er det fornuftigt. En han får mange flere afkom 
end en tæve, så det er vigtigt at man kun udvælger de bedste hanner til at 
indgå i avlen. Set ud fra hensynet til den genetiske variation er det imidlertid 
ikke så hensigtsmæssigt. Den effektive population reduceres nemlig 
væsentligt, jo større ulighed der er mellem antallet af hanner og tæver i avl.

Hvis man i en race benytter 50 tæver men kun 10 forskellige hanner til avl, 
svarer det til en effektiv population på kun 33 individder. Den anbefalede 
minimumsgrænse rigger mellem 60 og 70 effektive individder. Kommer man 
meget under det antal, bliver racen så lille, at der kan opstå problemer med at 
bevare den genetiske variation pga. indavl.
Minimumsgrænsen kan nås ved f.eks. 20 hanhunde og 100 tæver aktive i 
avlen.

HUNDEN offentliggør hvert år en liste over antal registrerede hvalpe i hver 
race.

Ud af de i alt 223 forskellige racer er der kun 13, der her over 500 registreringer 
pr. år. Med en gennemsnitlig kuldstørrelse på 5 svarer det til 100 kuld. Hvis vi 
antager, at tæverne kun får et kuld om året, giver det de anbefalede 100 tæver 
i avl. Det fremgår ikke af listen hvor mange hanhunde, der er far til disse ca 100 
kuld.

163 racer registrerer under 100 hvalpe pr. år - dvs. at kun ca 20 tæver 
benyttes i avlen pr. år. Bruger man til disse 20 tæver kun 5 forskellige 
hanhunde - ja så svarer det til en effektiv population på kun 16 individder lige 
netop det år. Året efter kan situationen selvfølgelig være en anden. 

I disse racer bør man i høj grad være på vagt over for matadoravl. Man kan 
desuden overveje import af avlshunde eller frossen sæd for at bevare 
sundheden i populationen. For dem der her lyst til at regne på
deres egen race følger ligningen her:

Effekt. p0p = 4 x antal hanner x antal tæver 
antal hanner + antal tæver

" Flaskehalse"

En genetisk flaskehals opstår, når der i enkelte generationer benyttes 
væsentligt færre avlsdyr end sædvanligt. Det afkom, der bliver født under en 
flaskehals, vil ofte være beslægtede, og det bliver herefter svært at undgå 
indavl. Mange racer her oplevet disse perioder med meget få individder i avl. 
Store krige påvirker f.eks. næsten altid husdyravlen, fordi ingen her tid og 
overskud til at beskæftige sig med den slags. Følgevirkningerne af en 
flaskehals kan påvirke en population i mange generationer.

Artiklen er hentet fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 1, 1997. 
"Gengivelse af HUNDENS artikler kun tilladt med kildeangivelse."
Artiklen er på nogle områder omformuletet til almindelig dansk - Berit